Kunne du tænke dig at lave dit eget personlige tryk på t-shirts, muleposer eller plakater? Så kom til sommerkurset i tryk hvor vi skal udforske og eksperimentere med serigrafi.
På kurset får I vejleding i at vælge egnede motiver, at fremkalde rammer og blande farver. Når først dit billede eller din tekst er overført til serigrafi-rammen er det muligt at overføre det til stof, papir, lærred eller helt andre materialer som I har lyst til at udforske.
Med andre ord, I vil blive introduceret til alle dele af den grafiske teknik og højskolen stiller alle tekniske remedier til rådighed. Målet er at I bliver fortrolige med mediet og kan fokusere på at frembringe jeres egne motiver.