Litteraturfestivaler hitter på højskoler

Udgivet 01-05-2018

En lang række højskoler har fokus på litteraturen og arrangerer festivaler med oplæg fra tidens forfattere, højskoleelever m.fl. Der er morgensamlinger, fællessang, debat, workshops, samtaler, podcast m.m.m. Se listen over højskoler der gør dig klogere på litteraturen.

Flere og flere højskoler arrangerer festivaller med litteratur som omdrejningspunkt. Her er listen over tilbagevendende festivaler:

Krabbesholm Litteraturfestival 2018 - maj

På lørdag den 5. maj åbner Krabbesholm Højskole dørerne for Krabbesholm Litteraturfestival 2018.

Det er i år tredje gang, at skolen indbyder og lægger scene til forfattere, kunstnere og musikere fra både ind- og udland. Festivalen arrangeres af elever fra litteratur og grafisk design.

 

Røst Festival - Vallekilde Højskole - maj

Røst er ikke en litteraturfestival i klassisk forstand, men en festival hvor teksterne primært er taler. Højskoleelever fra hele landet er hovedkræfterne i Danmarks første talerfestival – Røst Festival – hvor hundredvis af skarpe, modige og ærlige unge indtager talerstolen på tre scener på KØS museum for kunst i det offentlige rum.

Det sker den 25.-26. maj 2018. De flankeres af aktuelle stemmer fra den offentlige debat og samtale: forfattere, debattører, journalister, billedkunstnere og musikere.

Læs mere om Røst Festival

 

NorthLit - Testrup Højskole - juni

NorthLit litteraturfestival på ARoS og Testrup Højskole 20.-24. juni 2018. I år er der fokus på Mellemøsten og Nordafrika. Arabisk litteratur har en lang og rig tradition, som vi dårligt kender i Danmark, fordi så få forfattere oversættes. Det laver festivalen om på, i et topmøde mellem arabisk og nordisk litteratur.

Læs mere om NorthLit

 

HÖST - Johan Borups Højskole - oktober

Johan Borups Højskole i København er vært for HÖST - Nordisk Litteraturfestival. Festivalen løb af stablen første gang i oktober 2017, og den anden festival finder sted den 5.-6. oktober 2018.

Nordiske forfattere, kritikere og dokumentarister holder oplæg, og sammen vil deltagerne forsøge at blive klogere på, hvad nordisk identitet er i dag.

Læs om HÖST - Nordisk Litteraturfestival

 

Litt-talk - Vallekilde Højskole - februar

Efter seks litteraturfestivaler er det en fast tradition, at Vallekilde Højskole inviterer til Litt Talk den første weekend i februar.  En række kendte forfattere holder oplæg og giver feedback. Litteraturfestivalen på Vallekilde Højskole holdes med kærlighed til forfatterens arbejdsproces, ny kunst og eksperimenterende formater. Næste gang er 2-3. februar 2019.

Læs om Litt-talk