De tidligere landsholdsspillere – og nu højskolelærere – Morten Bruun og Julie Hauge m.fl. gik op til EM-åbningen på banen mod blomsten af højskoledanmarks foldboldungdom, da Højskolerne deltog i en 12-timers åbningskamp af fanzonen på Ofelia Plads i København.
Denne sommer var Danmark vært for fire kampe i forbindelse med EM i fodbold. I anledning af værtskabet har det været muligt at deltage i fodboldfesten på Ofelia Plads i København i perioden, hvor slutrunden blev spillet.
For at markere åbningen af fanzonen d. 11. juni deltog Højskolerne sammen med politikere, fodboldlegender (Preben Elkjær, Michael Laudrup og sønner m.fl.) og andre organisationer i en 12-timers showkamp, der udover at sparke EM-festen i gang også havde til formål at skabe opmærksomhed omkring bæredygtig udvikling.
Kampen blev spillet non-stop over 12 timer med kick-off d. 11. juni klokken 6 til klokken 18 og omfattede syv af FN’s 17 verdensmål:
Sundhed og trivsel • Kvalitets-uddannelse • Ligestilling mellem kønnene • Mindre ulighed • Klimaindsats • Fred, retfærdighed og stærke institutioner • Partnerskaber for handling
Ambitionen med 12-timers kampen var at sætte fokus den danske idræts- og foreningskultur, og hvordan dansk fodbold er en del af noget større. Derfor blev hver kamp spillet til ære for ét af de 17 verdensmål. I bedste højskolestil blev det eleverne mod lærerne, da Højskolerne gik på banen om eftermiddagen.
I løbet af kampens 20 minutter kunne man opleve flotte mål fra den tidligere landsholdsspiller Morten Bruun, der var en del af truppen, da Danmark vandt EM i ’92. I dag underviser han på Idrætshøjskolen i Aarhus, hvorfor han havde kvalificeret sigt til Højskolernes all star-lærerhold.
Med på banen var også højskolelærer og viceforstander på Gerlev Idrætshøjskole, Julie Hauge, der er tidligere landsholdsspiller i fodbold og har over 400 elitedivisionskampe samt 6 danske mesterskaber bag sig.
Derudover gæstede generalsekretær i Højskolernes Forening samt tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen banen, da hun i en kort periode i kampen stod på mål for all star-holdet – og for verdensmålene. En målmandstjans, der ligger fint i tråd med hendes formandskab for UNESCO’s nationalkommission.
Modstanderholdet bestod af en gruppe håndplukkede tidligere højskoleelever, der gav lærerholdet kamp til stregen, da Højskolerne går på banen for verdensmål 3 – sundhed & trivsel.
Trods blændende driblinger fra Morten Bruun og hæderligt målmandsspil af Elsebeth Gerner Nielsen måtte lærerholdet se sig slået med 9-4 af eleverne.