Kurset er for dig, der vil opleve Sønderjylland fra en cykel. Gennem foredrag, fortælling og oplæg får du en grundig indsigt i landsdelens historie og kunst, natur og kultur. Forstander Mads Rykind-Eriksen pumper cyklen, knapper cykelspænderne og tager cykelhjelmen på for at tage dig med på en unik tohjulstur i det sønderjyske kulturlandskab, som han kender som sin egen bukselomme. Du vil møde lokale personligheder og høre dem fortælle, og du vil se steder, kun få kender til. Cykelturen gennem landskabet, tæt på naturen, skaber en indre ro og glæde. Aftenerne på Rødding Højskole tilbringes med fortællinger, koncert og højskolesang. Vi cykler op til 55 kilometer pr. dag.